DEL 1 - vejen til 25 kg vægttab
Måske kender du allerede min historie, hvis ikke, så får du lige forhistorien.
Mit liv hang nærmest i laser. Et 16 årigt liv med min mand der ikke stod til at redde og en søn på knap et år. Jeg gjorde som mange ulykkelige kvinder - trøstespiste. Og konstant var jeg præget med dårlig samvittighed over, hvor lidt jeg passede på min krop og hvor meget jeg burde tage mig sammen. Jeg havde bare ikke overskuddet.
Jeg har aldrig været voldsom stor, og faktisk også været atletisk engang, men jeg havde nået mit højeste og var led og ked af min krop. Jeg havde det fysisk og psykisk elendigt men samtidig gav jeg alt hvad jeg havde i mig til vores søn. Jeg tog mig bare ikke af mig selv. Jeg begravede min tristhed i chokolade og mistede mere og mere respekt for mig selv og jeg havde længe haft det fysisk dårligt. Men jeg turde faktisk ikke tage til lægen, for jeg havde ikke overskud til at tage mig af mig selv. Og et eller andet sted, vidste jeg godt, at noget ikke var ok. Men alt sejlede, så jeg håbede at det måske bare var psykisk udmattelse og alt ville blive bedre, når bare jeg lige tog mig sammen. Men sådan gik det ikke. Jeg skulle have hjælp til at rejse mig fra sengen om morgenen fordi min krop føltes som var jeg 80 og til sidst var der så meget kludder i kroppen, at jeg tvang mig selv til at komme til lægen.
Det viste sig jeg havde et adenom, en godartet tumor, i hjernen og det rev fuldstændig benene væk under mig. Midt i jeg gik og tænkte: det kan ikke blive værre, så tog jeg fejl. Tanken om, hvis medicinen ikke kunne fjerne den, og jeg skulle opereres og noget gik galt. Vi havde lige fået det barn vi havde drømt om og pludselig blev mit liv meget skrøbeligt. Og tanken om, hvis min søn skulle vokse op uden mig fordi jeg ikke havde passet nok på mig selv. Det kunne jeg slet ikke bære. Jeg havde 2 valg:
Jeg kunne ligge på sofaen og have ondt af mig selv, mens min krop blev mere og mere ødelagt.
eller
Jeg kunne gøre alt hvad der stod i min magt for at gøre mig selv så stærk og sund som mulig.
Og du kan nok gætte hvad jeg valgte. På 2.5 måned tabte jeg 25 kg. Og det var røv fucking hårdt. Der var intet jeg havde mere lyst til, end ligge mig på sofaen og græde. Men jeg ville ikke give op på mig selv, for så gav jeg også op på min søn.
Billede jeg tog da jeg startede (trusser og bh er optegnet, da bh'en var ikke eksisterende og trusserne ikke deleværdige)
Her på en ferie 2.5 måned senere. Jeg troede simpelthen det var løgn, da jeg først så et strandbillede, så jeg fik min mand til at tage tonsvis af billeder.
6 år senere
Hvordan?
Jeg vidste bare, at jeg aldrig havde haft succes med en kur før, så jeg brugte nat og dag på at indevende mig selv, se efter mønstre jeg kunne lære af og skabe mig en ny strategi. Strategi nr. 1 var, ikke at skælde mig selv ud, hvis de tiltag jeg gjorde ikke fungerede. Når alle kure altid havde fejlet, så kunne jeg ikke forvente af mig selv, at jeg bare kunne gøre noget andet og ramme rigtig første gang. Derimod ville jeg tage ved lære, når noget gik den forkerte vej og gøre noget anderledes indtil den var der. Strategi nr. 2 var, at jeg skulle være sund og fuld af energi, så sultekur var ikke en option.
Nu vil jeg ikke tage mere af din tid. Men jeg sender del 2 en af de næste dage. Men det vigtigste jeg tog med mig fra min egen "rejse" og som du bør handle på, er dette:
Det helt rigtig tidspunkt findes ikke!
Det kan du sikkert nikke genkendende til. Man venter på det rette tidspunkt. Der er liiiige ting der skal være på plads og overstås før man vil gå i gang. Men der findes ikke et godt tidspunkt. Der vil altid komme noget i vejen. Og i sidste ende er det dig selv der lider den største last. Og ender du ud i, at helbredet begynder at tage skade, så må jeg ærlige fortælle dig, at det er møg hamrende hårdt og der bare ikke er nogen der hverken stopper tiden eller gør det for dig. Jeg sender dig også viden om, hvordan man kan tabe så mange kg på så kort tid og hvad du selv kan gøre.